Skedesvamp under menstruationen

Gær er en svamp, og visse gærsvampe kan findes i vagina. Men når de begynder at vokse ukontrolleret, vil de forårsage infektion. De ubehagelige symptomer bliver næsten ubærlige, når de kombineres med menstruationsblod, kramper og den irritabilitet, som kan være en del af at menstruere. Få mere at vide om svampeinfektion/skedesvamp, og hvad du kan vente dig, hvis infektionen slår til under din menstruation.

Et flertal af kvinder oplever en svampeinfektion/skedesvamp mindst en gang i livet. Det skyldes den sarte flora i vagina, som nemt kan komme ud af balance og resultere i en overvækst af gærsvampe. Faktorer, der kan forårsage en ubalance og resultere i en svampeinfektion omfatter:

  • Hormonforandringer, fx under din menstruationescyklus
  • Brug af antibiotika
  • Graviditet
  • Stress
  • Søvnmangel
  • Et svækket immunsystem

Svampeinfektion/skedesvamp optræder ofte lige før, under eller nogle få dage efter din menstruation. Det skyldes, at hormonniveauet ændrer sig under din menstruationscyklus. Lige før blødningen starter, falder østrogenniveauet. Det gør det ikke bedre, at menstruationsblodet er basisk. Heldigvis går østrogenniveauet bagefter tilbage til normalen, så den vaginale flora kan normalisere sig.

Symptomer, der normalt følger med en svampeinfektion, omfatter:

  • Vaginal kløe, der kan gå fra mild til meget generende
  • Udflåd – hvidt, “hytteost-lignende” og normalt uden lugt
  • Irritation og rødme
  • Smerte ved vandladning
  • Hævelse og smerte, hvis du begynder at klø i området
  • Smerte under samleje
  • Ømhed

Hvordan forebygger du skedesvamp, mens du har menstruation?

Det er svært at finde den præcise årsag til skedesvamp. Derfor kan det også være ret svært at forebygge.

Nogle kvinder har glæde af gode hygiejnevaner, der holder vagina sund og i balance - herunder brug af uparfumerede bind og trusseindlæg, kun at bruge intimvask med blide, vaskeaktive stoffer og helt undgå brug af kosmetiske produkter, der kan irritere huden. Skift bind hver 3.-4. time, og hvis du har tendens til skedesvamp, så undgå at bruge tamponer. De holder menstruationsblodet i kontakt med det vaginale væv i længere tid og gør det nemmere for gærsvampene at udvikle sig i det basiske miljø, blodet skaber.

Prøv at bruge et produkt, der kan stimulere fremvæksten af gavnlige bakterier og beskytte den vaginale flora mod skedesvamp. Undgå syntetisk eller stramt tøj, især før og under menstruationen, idet det kan fremme svampevækst og øge risikoen for infektion.


"Skedesvamp opstår ofte lige før, under eller nogle få dage efter din menstruation. Det skyldes, at hormonniveauet forandrer sig under din menstruationscyklus."